
NETLA – “Abrazando al Agua” / “At Omfavne Vandet”
Netla viser nedennævnte film med forudgående oplæg af lektor i antropologi, PhD, Mattias Borg Rasmussen, KU og med efterfølgende spørgsmål og diskussion efter filmen.
Vandmangel er blevet til virkelighed mange steder i argentinsk Patagonien. Ligesom i mange andre byer i Argentina er indbyggere i Huinganco gået sammen i en såkaldt socio-økologisk forsamling (asamblea socio-ambiental). Her leder de efter løsninger på den forbindelse, de oplever, der er mellem den miljømæssige og politiske krise i et land, hvor udvindingsindustrien legitimeres af fortællinger om fremskridt og økonomisk vækst.
”At Omfavne Vandet” er en fortælling om en grupper borgeres erfaringer med at mobilisere sig lokalt for at forsvare miljø og vand. Gennem deres politiske og kunstneriske aktioner eksperimenterer de med nye former for modstand. Filmen giver et intimt portræt af en gruppe borgeres demokratiske eksperimenter i deres søgen efter at skabe nye forbindelser mellem territorie, vand og samfund.



