

I den afrikanske vildmark med 4×4 – Adventurer Society stifter David Wiik Udbjørg & Villads Meier
I den afrikanske vildmark med 4×4
Mange af vores eventyr i Botswana begyndte med fortællingen om “The Great Farini” og hans påstand om en skjult, ikke-afrikansk ruinby i hjertet af Kalahariørkenen. Vi drog afsted med 4×4, telt og lejrbål – på kryds og tværs af Botswana – i håbet om at finde denne sagnomspundne by. Det gjorde vi ikke. Til gengæld fandt vi så meget andet: ægte eventyr, uventede møder og naturens rå skønhed.
Vi fortæller også om vores seneste rejse: to mand, én bil og 5.300 kilometer på egen hånd gennem hele Namibia – fra nord til syd, øst til vest.
Samlet set er foredraget et patchwork af oplevelser fra vildmarken i Botswana og Namibia – hvor landskaberne er store, vejene lange, og friheden grænseløs.
Hvem er vi?
Vi er to eventyrere:
Villads Meier – en gæv spejder, vismand og ven gennem mange år. Han har haft toplederstillinger i IT-branchen og er, som så mange andre begavede mennesker, uddannet skolelærer.
Villads har rejst med mig gennem mange år og mange lande, og hans blik for detaljen, hans store viden og kærlighed til det simple gør ham til en ideel rejsefælle.
David Wiik Udbjørg – arkitekt, forfatter og verdensvandrer. Jeg har levet et internationalt liv og har boet i syv lande – senest otte år i Sydafrika. Jeg har kravlet på vulkaner, sunget for Orang Rimba-folket i Sumatras jungle, besøgte utallige lossepladser og deltaget i begravelser rundt om i verden og har tilbagelagt, hvad der svarer til 37 gange rundt om jorden md fly.
I 2012 stiftede jeg The Adventurers Society, har været medlem af The Mountain Club of South Africa og er i dag medlem af Los Angeles Adventurers Club.
Min sidste stilling før pensioneringen var som arkitekt og projektmanager for det danske Udenrigsministerium.